Begyndelsen
The Vikings blev stiftet i september 1999, hvor den stiftende generalforsamling blev afholdt på Sønderborg Bibliotek med Jacobsen-brødrene (Morten, Michael og Rasmus), Morten Bro, Jan K. Pedersen samt 4-5 af deres venner og bekendte som initiativtagere.
En klub var født.
Der blev nedsat en bestyrelse. Sune Schrold, der netop var flyttet til byen, bibragte bestyrelsen erfaring fra sine mange år i Floorball-klubben i Vissenbjerg.
Klubben fik tildelt træningstid i Kløvermarkhallen og medlemstallet steg hurtigt til ca. 20.
Sæsonen efter flyttede aktiviteterne til Alssundgymnasiets hal og medlemstallet steg til ca. 25.
Øget aktivitet
Holdet deltog i grand prix-turneringer, bl.a. meget jævnbyrdige kampe mod Randers. I sæsonen 2001-2002 deltog holdet for første gang i Danmarksturneringen i 1. division (den laveste række).
Medlemstallet på seniorsiden var uændret og der blev gjort forsøg med at etablere Floorball på ungdomssiden, men desværre uden held. Det døde ud efter et par sæsoner, men medlemstallet nåede op på 32 som det højeste i denne periode.
I mellemtiden var træningen flyttet til Dybbølhallen og heldigvis var der nogle af de ældste ungdomsspillere, der fortsatte som unge seniorer.
Samtidig foregik deltagelse i landets næstbedste række med succes, ført an af den svenske spiller Nicklas Rossander og der blev erhvervet bander.
Anden gang er lykkens gang
Efter nogle år med stabile resultater og ligeledes stabilt medlemstal, blev der i 2005/2006 gjort endnu et forsøg med ungdomsfloorball, og denne gang lykkedes det.
Bastian Bangly var hovedpersonen bag dette, og med god hjælp fra Kasper Christensen, var de med til at introducere floorball for kommunens børn og unge.
Det voksede langsomt, men sikkert. I dag har klubben træning for U7-U9, U11-U13 samt U15-U17 med 7 trænere tilknyttet.
Efter regn kommer sol
I sæsonen 2006/2007 løb klubben ind i sin første og forhåbentlig eneste krise. Svigtende medlemsfremgang og det faktum at klubben kun havde én dommer og dermed ikke kunne opfylde sine dommerforpligtelser overfor DaFU (Dansk Floorball Union), gjorde at bestyrelsen var tæt på at trække klubbens seniorhold fra Danmarksturneringen.
Dette blev dog heldigvis afværget, da en blanding af held og en engageret indsats, gjorde at klubben stadigvæk kunne deltage i turneringen.
Efterfølgende er der kommet flere dommere til, og klubben kan i dag mønstre 8 dommere.
Jubilæum og pokalkamp
I 2019 kunne klubben fejre sit 20 års jubilæum med åbent hus og fest for medlemmerne.
I 2020 deltog klubben i pokalturneringen mod Sæby og selvom holdet mødte stærk modstand, blev seniorholdet (mænd) én erfaring rigere i forhold til fremtiden.
Det er en klub i fremgang takket være blandt andre Kasper Christensen, trænernes og de skiftende bestyrelsers store arbejde med at udvikle og udbygge klubben, der i dag har gjort klubben til den er.
Alt dette med baggrund i et initiativ fra september 1999.
Status på klubben 2020
I dag har klubben ca. 60 medlemmer, og interessen for klubben er stødt stigende.
Vi har en velfungerende senior- og ungdomsafdeling, hvor der er plads til alle.
Fremtidsudsigterne for Sønderborg Floorball Club – The Vikings, ser meget lyse ud og der bliver hele tiden arbejdet frem imod, at have det bedste tilbud til børn, unge og voksne – vel at mærke et tilbud for alle uanset alder, køn og niveau - og med plads til alle.